Hvad koster det at have et kæledyr

At have kæledyr er meget mere end bare store brune øjne og en altid logrende hale. Foruden det store ansvar man har påtaget sig, så koster et kæledyr også mange penge. En udgift som man skal gøre sig opmærksom på, om man har råd til at afholde inden man anskaffer sig et kæledyr. Ville du blive overrasket, hvis det årligt koster min. 10.000 kr. at have en hund? og at der er éngangsudgifter for min. 4.000 kr.  Det lyder af mange penge, men prøv at gå gennemgangen igennem og se, om dine udgifter passer nogenlunde med dem jeg har opstillet.

Adoption: 3.000 kr. (éngangsudgift)

Selvfølgelig variere prisen for en hund, men jeg har taget udgangspunkt i, hvad en hvalp koster hos dyreværnet.

Hundetræning: 800 kr. (éngangsudgift)

Det vil altid være en rigtig god ide, at få trænet sin hund

Forsikringer: Ansvarsforsikring 360 kr. pr. år og sygeforsikring 1.533 kr. pr. år.

Hundeforsikringer kan deles op i 2 genrer, hvor der på den ene side er den lovpligtige ansvarsforsikring og på den anden side den mere populære hundesygeforsikring, som potentielt kan spare hundeejere rigtig mange tusinde kroner om året.

Sundhedsundersøgelse: 851 kr.

Tidligere anbefalede man, at hunde skulle gennemgå et årligt sundhedstjek, men i takt med at vaccinerne er blevet bedre er anbefalingen ændret. Dog har jeg medregnet udgiften i min opgørelse

Forebyggelse af eksempelvis lopper og flåter: Ca. 1.000 kr.

Alt afhængig af, hvilket mærke man vælger, og hvor ofte ens hund har brug for hjælp til at forebygge lopper eller flåter vil udgiften være meget forskellig.

Hundemad: Ca. 5.000 kr.

Afhængig af, hvor stor en hund man har og, hvilket foder man giver den, så vil udgiften til hundemad altid være den største udgiftspost – og nok også langt større end hvad man regner med.

Diverse: Udstyr som hundesnor, hundekurv, legetøj m.m.: 500 kr.

En udgift som man selv vælger, hvor stor skal være. Hunden behøver selvfølgelig ikke nødvendigvis at have en hundekurv, ligesom man heller ikke behøver at købe bamser, som hunden alligevel efter en dags tid har spist. Men en hundesnor kan ikke undværes, og i takt med at hunden bliver større, skal man ud og anskaffe sig en større.

Derudover kommer udgifter til eksempelvis hundefrisør, godbider, legetøj, hundepension m.m. som ikke er medregnet i min opgørelse.

Og med en hvalp i huset, må man desværre også forvente, at der også bliver tygget i en sofahynde, at der også bliver gnavet i ens spisebordsstole eller at der bliver tisset i ens seng så man bliver nødt til at købe et nyt lagen. Og selv når hunden er blevet voksen, vil der stadig ske uheld, så regn med en mindre løbende “modernisering” af hjemmet.

Det kommer bag på rigtig mange, at have en hund som kæledyr  er så stor en omkostning, og min anbefaling vil være, at hvis man har en sårbar økonomi, at man virkelig tænker beslutningen om at anskaffe sig en hund godt igennem og helst inden man vælger at se hvalpen i øjnene. Ellers vil chancen for, at man kommer hjem med en hundehvalp være meget stor.